Satellitbilleder afslører, at Kina har konstrueret mindst 119 nye siloer, der højst sandsynlig indeholder ballistiske missiler.
Billederne er fra ørkenen i Gansu-provinsen, og ifølge atomekspert Jeffrey Lewis, der har analyseret billederne, er det en »alarmerende udvikling«.
Det fortæller han til The Guardian.
Kina formodes nu at have omring 350 sprængladninger. Ifølge Stockholm International Peace Research Institute er det 30 flere end sidste år.
Selvom antallet af missilsiloer i Kina er steget, så mener Jeffrey Lewis ikke nødvendigvis, at antallet af siloer stemmer overens med antallet af missiler:
»Selvom det ser ud til, at 120 siloer betyder 120 missiler, så kan det meget let være 12. Vi ved det bare ikke, og selv hvis Kina kun opstiller en håndfuld nye missiler, er det en alarmerende udvikling,« forklarer han.
Siloerne er spredt over mere end 700 kvadratkilometer, og området inkluderer underjordiske bunkere, der kan fungere som affyringscentre, kabelgrave, veje og en mindre militærbase, fortæller Jeffrey Lewis.
Tilbage i juni advarede NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, at Kina inden for en overskuelig fremtid vil kunne indtage en militær førerposition med »våbentyper, som verden aldrig har set magen til«.
Det fik Kinas delegation i EU til at understrege, at Kinas forsvarspolitik er »defensiv«, og at moderniseringen af militæret er berettiget og rimelig.
Kina har fortsat markant færre sprænghoveder end både USA og Rusland.