Alarm i Tyskland: Abekopper lukker skole


To børn er blevet smittet med den nye variant af mpox-virus, og derfor lukkes deres skole i nærheden af Köln nu helt ned.
Det skriver Bild.
Mpox kaldes også for abekopper.
Lukningen gælder foreløbig frem til fredag. Eleverne vil modtage fjernundervisning.
Myndighederne antager, at en person er blevet smittet med Mpox under en rejse til Afrika.
Ved hjemkomsten har vedkommende smittet tre andre i familien, blandt andet de to skolebørn.
For at beskytte familien ønsker myndighederne ikke at give yderligere detaljer om de berørte, eller præcis hvilken by, de kommer fra.
Bild erfarer, at sygdomsforløbet er mildt hos de berørte.
Til B.T. har Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet, tidligere sagt:
»Der er ingen tvivl om, at med de udbrud, der er i Afrika, så måtte der komme enkeltstående tilfælde til Europa, og også til Danmark på et eller andet tidspunkt.«
»En enlig svale gør ingen sommer. Det er mit udgangspunkt. Så der er ikke mere grund til bekymring, end der hele tiden har været. Vi lever jo i en globaliseret verden, hvor folk rejser frem og tilbage. Så selvfølgelig kan der komme folk til udefra med det her virus.«