Myndighederne på Tenerife har slået alarm og midlertidigt lukket flere badestrande i det populære turistparadis.
Det skyldes fund af de frygtede dræbervandmænd med navnet portugisisk orlogsmand.
De hvirvelløse havdyr kan på grund af lange, giftige tentakler på op til 30 meters længde give ekstremt smertefulde forbrændinger, som i yderste konsekvens kan medføre døden for mennesker.
I farvandet ud for Tenerifes nordkyst er der ifølge tyske Bild blevet spottet flere eksemplarer af de portugisiske orlogsmænd.
Det har prompte fået myndighederne på ferieøen til straks at reagere ved at lukke strande og advare folk mod at bade på de mest risikable steder langs kysterne. Eksempelvis nær Garachico på den nordvestlige del af Tenerife.
Også den populære strand Playa de la Teresitas nær Santa Cruz er berørt med overvågningsforanstaltninger. Her betyder bølgebrydere ifølge Bild, at de frygtede vandmænd kan blive i badevandet i længere tid uden at blive skyllet væk.
Ifølge lokale medier har en badegæst allerede været uheldig at komme i nærkontakt med de portugisiske orlogsmænd. Det medførte så alvorlige forbrændinger, at offeret måtte køres på hospitalet til behandling for stærke smerter i huden.
De lange fangarme på de portugisiske orlogsmænd bruges til at lamme fisk og andre byttedyr med kraftige giftstoffer.
Arten tilhører gruppen af blæregopler og er især udbredt i tropiske og subtropiske have, hvor en flydeblære får den til at kunne holde sig i vandoverfladen, mens de lange fangarme kan nå dybt ned i vandet.

