En farlig, og potentielt dødelig streptokokinfektion, spreder sig over hele Australien, hvor infektioner rammer indfødte indbyggere uforholdsmæssigt hårdt.

Det skriver News.com.au.

En undersøgelse ledet af Peter Doherty Institute for Infection and Immunity har vist, at der er en bekymrende stigning i streptokokbakterier, der vokser med meget forskellige hastigheder i forskellige dele af landet.

Undersøgelsen viste, at infektionsraten for 'streptococcus dysgalactiae subspecies equisimilis' (SDSE), en slægtning til streptokok A, ramte beboere i det fjerne nordlige Australien langt hårdere end i det sydøstlige Australien.

SDSE kan forårsage infektioner i hud og blødt væv, som kan sprede sig til blodet og organerne og føre til livstruende sygdomme.

Ouli Xie, der er forsker ved University of Melbourne, siger:

»I årevis har SDSE været betragtet som en mindre faktor sammenlignet med gruppe A-streptokokker, men vores undersøgelse viser, at det forårsager en betydelig og stigende byrde af alvorlige sygdomme i Australien, hovedsageligt hos ældre australiere.«

»Tallene er alarmerende. VI har akut brug for strategier, der tager fat på at finde årsagen til spredningen og finde nye tilgange til forebyggelse og behandling af invasive streptokokinfektioner.«