Aktivitet registeret i spansk vulkan: Nu frygtes en ny katastrofe


Et nyt vulkanudbrud lurer på den spanske ø La Palma – og det sætter bange anelser i gang og bringer gruopvækkende minder frem.
Det er kun tre år siden, at et vulkanudbrud raserede øen og ødelagde over 1300 huse.
Og nu er Cumbre Vieja-vulkanen igen begyndt at vise aktivitet, skriver El Espanol.
Ifølge mediet har geologer overvåget vulkanen de seneste par uger.
Her skulle man have registreret en øget aktivitet, hvilket ifølge mediet kan være en indikation på, at magma bevæger sig mod overfladen.
Derfor er øens myndigheder nu også i færd med at opdatere sikkerheds- og evakueringsplaner, ligesom der bliver foretaget boringer for at kunne overvåge vulkanens aktivitet mere nøje.
Dog skal det også nævnes, at de mest alvorlige alarmklokker ikke ringer endnu. Således er turister blevet fortalt, at der »ikke er grund til panik«, skriver The Mirror.
Vulkanudbruddet for tre år siden trak internationale overskrifter.
Lava fra vulkanen ødelagde i alt 1345 huse og et stort område med marker. Mange af de bananplantager, der udgør omkring halvdelen af øens økonomi, blev ødelagt, skrev Ritzau om vulkanudbruddet.
19. september 2021 gik udbruddet i gang – først tre måneder senere var det slut.
Ødelæggelserne løb op i godt og vel 842 millioner euro, svarende til 6,2 milliarder kroner.
Og for at undgå en lignende katastrofe arbejder eksperter og myndighederne tæt sammen for at sikre, at en reaktion i tilfælde af et udbrud sker hurtigt og effektivt.
Hvis man ser bort fra vulkanudbruddet for tre år siden, havde myndighederne ikke registeret et udbrud på La Palma siden 1971.