Demonstranter i Thailand trodser et forbud mod at samles. Titusinder protesterer mod regeringen og kongen.

Titusindvis af demonstranter i Thailands hovedstad, Bangkok, trodsede søndag et forsamlingsforbud og protesterede for fjerde dag i træk mod regeringen.

Myndighederne har brugt vandkanoner og gjort det forbudt at samles i grupper på flere end fire personer.

Men det har tilsyneladende kun fået flere demonstranter ud i det centrale Bangkok.

- Jeg kan ikke lade de studerende kæmpe alene, siger den 24-årige Phat, der søndag deltog i protesterne for første gang.

De unge kræver premierminister Prayut Chan-o-chas afgang.

De har også taget hul på et tabu i Thailand ved at kræve, at den lov, der kan give fængselsstraf for kritik af kongen, afskaffes.

Demonstranterne kræver også, at kongen holder sig ude af politik.

- Der er grupper af mennesker, der bruger monarkiet til deres egen fordel og til at skaffe sig af med politiske modstandere, siger en demonstrant, der ikke tør stå frem med navn.

- Vi får ikke et ægte demokrati, hvis der ikke kommer en reform af monarkiet.

Premierministeren har opfordret de unge aktivister til at "udøve deres rettigheder i henhold til loven", men er ifølge sin talsmand også bekymret for, at der blandt demonstranterne er personer med onde hensigter, der vil "forårsage vold".

Politiet holdt sig i baggrunden søndag, da demonstranterne indtog en plads i det centrale Bangkok med krav om, at myndighederne skal "befri vores venner", som demonstranterne råbte.

Ifølge thailandske medier deltog omkring 20.000 i protesten.

Mange af de unge demonstranter bar billeder af andre aktivister, der er blevet fængslet.

Snesevis af aktivister blev anholdt tidligere på ugen. Det skete da de med tre fingre gav en hilsen, der er blevet kendetegnet for demokratibevægelsen, mod dronning Suthidas forbipasserende bilkortege.

Fredag blev to aktivister sigtet efter en lov, der sjældent anvendes. Den forbyder "vold mod dronningen". Hvis de sigtede kendes skyldige, risikerer de i værste fald fængsel på livstid.

/ritzau/AFP