Den svenske aktivist Greta Thunberg er blevet anholdt i London under en pro-Palæstina-demonstration.

Det oplyser den britiske aktivistgruppe Defend Our Juries ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Britiske myndigheder har endnu ikke bekræftet, at 22-årige Thunberg er blevet anholdt.

Ifølge Daily Mail viser billeder Greta Thunberg deltage i en demonstration ude foran forsikringsfirmaet Aspen Forsikring.

Demonstrationen skulle ifølge Defend Our Juries være til støtte for flere fængslede demonstranter fra en anden aktivistgruppe ved navn Palestine Action, som sultestrejker.

Det skriver Daily Mail.

En talsperson for Londons politi oplyser til Reuters, at to personer blev anholdt for at kaste rød maling på en bygning, og at en 22-årig kvinde senere ankom til stedet.

- Hun blev anholdt for at fremvise et skilt til støtte for en forbudt organisation i strid med paragraf 13 i terrorismelovgivningen, siger talspersonen til nyhedsbureauet.

Den propalæstinensiske gruppe Palestine Action blev i starten af juli forbudt i Storbritannien under antiterrorlovgivningen i landet.

I sidste måned startede otte varetægtsfængslede personer en sultestrejke, mens de afventer deres retssag for påståede lovovertrædelser relateret til Palestine Action.

Det skriver BBC.

Tre af de fængslede har efterfølgende stoppet strejken igen, mens yderligere én person "periodevist" nægter at spise og dermed heller ikke fører en fuld sultestrejke på grund af helbredsproblemer.

Fire af de fængslede er ifølge BBC anklaget for indbruddet hos en israelsk-tilknyttet forsvarsvirksomhed i 2024. De forventes tidligst at komme for retten til maj.

De andre fire er anklaget for skader for millioner af pund på to militærfly.

/ritzau/