Aktivister får fængselsstraffe efter indbrud på våbenfabrik i England
Aktivisters indbrud på israelsk-ejet våbenfabrik vurderes af dommer at have en "terrorrelateret forbindelse".
Aktivisters indbrud på israelsk-ejet våbenfabrik vurderes af dommer at have en "terrorrelateret forbindelse".
En dommer i Storbritannien har idømt fire aktivister fra gruppen Palestine Action ubetingede fængselsstraffe for at have ødelagt droner og andet udstyr på en fabrik ejet af en israelsk våbenproducent.
Dommeren har vurderet, at deres handlinger havde en "terrorrelateret forbindelse".
Det skriver det britiske medie The Guardian.
Det drejer sig om den 30-årige Charlotte Head og den 30-årige Leona Kamio, som begge er blevet idømt fem års fængsel.
Den 21-årige Fatema Rajwani har samtidig fået en straf på fire år og otte måneders fængsel.
Hændelsen fandt sted i 2024, hvor der blev begået indbrud i en bygning tilhørende Elbit Systems UK i Gloucestershire i det sydvestlige England.
Den fjerde person i sagen - den 23-årige Samuel Corner - er blevet idømt syv år og otte måneders fængsel.
Han dømmes også for at have forvoldt alvorlig personskade uden forsæt, efter at have slået en politiassistent med en forhammer.
De vil alle fire være under tilsyn i et år efter deres løsladelse og vil i 15 år være omfattet af regler om terrorrelateret oplysningspligt.
Ifølge en rapport fremlagt af anklagemyndigheden under fredagens retsmøde i sagen medførte indbruddet på fabrikken skader for 1,2 millioner pund - 10,4 millioner kroner.
/ritzau/