Flyproducenten Airbus skal undersøge 16 fly af typen Airbus A380 efter fund af revner i vingerne.

Fem af flyene vil blive undersøgt øjeblikkeligt.

Det oplyser den europæiske flyproducent, der har base i Toulouse i Frankrig, tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (Easa) har beordret en hasteinspektion af de pågældende fly, der tilhører luftfartsselskaberne Emirates og Qantas.

15 af flyene ejes af Emirates, mens et enkelt opereres af det australske flyselskab Qantas.

Under en rutinemæssig kontrol har inspektører fundet revner i en strukturel bjælke, der løber langs vingen og bærer en stor del af den aerodynamiske belastning under flyvning.

Revnerne kan ifølge Airbus reducere det, der betegnes som vingens "strukturelle integritet".

Efter opdagelsen har Easa givet Emirates og Qantas ordre om at få undersøgt vingerne.

Airbus vil gennemføre øjeblikkelige undersøgelser af fem af flyene, mens de resterende vil blive inspiceret senere.

En talsperson fra Easa oplyser til AFP, at flyproducenten sammen med Easa vil drøfte, om der er behov for reparationer.

Der har tidligere været problemer med vingerne på Airbus A380-fly. Tilbage i 2012 blev der fundet revner i beslag, der holdt de ydre og indre dele af vingen sammen.

Problemerne med beslagene påvirkede dengang hele den globale flåde af A380-fly.

Airbus gennemførte et omfattende og dyrt reparationsprogram og ændrede konstruktionen på fly, der blev produceret senere.

En lang række flyselskaber benytter de enorme Airbus A380, der beskrives som verdens største passagerfly. Det gælder blandt andre Etihad, British Airways og Singapore Airlines.

Emirates råder over verdens største flåde af Airbus A380. Flyselskabet fra De Forenede Arabiske Emirater råder over mere end halvdelen af aktive Airbus A380-fly.

/ritzau/