Lidt hårdt skåret har præsident Joe Biden ikke råd til ikke at vinde denne weekend. Han har brug for vennerne.

Air Force One landede onsdag aften på den engelske sydkyst på vej mod badebyen St. Ives i Cornwall, hvor G7-mødet afholdes.

Allerede før mødet er gået i gang, er mange lokale godt trætte af det ekstreme sikkerhedsopbud. St. Ives i Cornwall, der er et af Englands mest eftertragtede sommerferieområder, fuld af lækre restauranter og med sit eget museum for moderne kunst, minder disse dage mere om en krigszone.

Der er også ualmindelig meget på spil for de andre G7-lande i Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada og Japan. Men verdens øjne vil allermest hvile på Joe Biden

Der har ikke været meget 'Sleepy Joe' over Bidens første måneder. Han har fået vedtaget en meget dyr stimuluspakke, der skal kickstarte den amerikanske økonomi efter covid-19, og flere store økonomiske udspil behandles lige nu i den amerikanske kongres.

Joe og Jill Biden ankommer til Cornwall før G7-topmødet
Joe og Jill Biden ankommer til Cornwall før G7-topmødet Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

»USA er tilbage, og verdens demokratier står sammen, når det gælder de afgørende udfordringer og de områder, som har størst for fremtiden,« sagde Biden foran et amerikansk militærpublikum på Royal Base Mildenhall i England.

Biden vil signalere amerikansk styrke, og beskeden til Rusland i talen var klar:

»Efter G7 skal jeg først besøge NATO, så tager jeg til et møde Vladimir Putin, hvor jeg vil fortælle ham, hvad jeg synes, han har brug for at vide,« sagde Biden til stor jubel fra publikum.

Det bliver spændende at høre, hvad Biden synes, Putin skal vide. Men før Biden når så langt, så skal han lige have ro i egen kreds, og det bliver alt andet end nemt.

St Ives i Cornwall er stuvende fuldt af sikkerhedsfolk. Der tages ingen chancer, når lederne fra Vestens 7 største økonomier mødes
St Ives i Cornwall er stuvende fuldt af sikkerhedsfolk. Der tages ingen chancer, når lederne fra Vestens 7 største økonomier mødes Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

For EU har i de fire år under Donald Trumps præsidentembede næsten mistet troen på, at man kan regne med USA som verdens leder. EU har for nylig indgået en handelsaftale med Kina, og det er bestemt ikke populært i Washington.

Joe Biden har indført nye sanktioner mod Rusland, efter at hackere, som ifølge USA huses af Rusland, ved flere lejligheder har lammet dele af den amerikanske infrastruktur. Men på trods af amerikanske ønsker om, at Europa lægger Rusland på is, fortsætter Tyskland samarbejdet med russerne på energiområdet.

Og så er der brexit. Europa ligger stadig midt i en kaotisk skilsmisse, der truer sammenholdet i Vesten. Retorikken mellem Storbritannien og EU er blevet hårdere, og forhandlingerne menes at være tæt på kollaps. Og torsdag blandede USA sig i striden om Nordirland.

»Enhver handling, der truer med at undergrave fredsaftalen i Nordirland, vil ikke blive set på med milde øjne af USA,« sagde Bidens sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, til journalister ombord på Air Force One, før flyet landede i Storbritannien.

Boris Johnson på besøg i Cornwall før topmødet starter. Han har også meget på spil
Boris Johnson på besøg i Cornwall før topmødet starter. Han har også meget på spil Foto: POOL
Vis mere

Det var en klar besked til den britiske premierminister, Boris Johnson, om at søge et kompromis med EU. Storbritannien har underskrevet en bindende aftale om Nordirland, men har flere gange truet med at ophæve den, hvis ikke EU giver sig på en række områder.

Der er altså langtfra fred og idyl i det ellers idylliske St. Ives denne weekend. Og oveni al denne uenighed skal man også forsøge at finde fælles fodslag om Vestens rolle i forhold til at få vaccineret resten af verden mod covid-19.

Alle lande har indtil nu haft en mig først-tilgang til vaccinerne. Men for at få bugt med pandemien vurderes det, at vaccinerne skal ud i alle verdens afkroge. Det er en gylden mulighed for Vesten til at vise sit værd, men det er ikke sikkert, at man kan enes om fremgangsmåden.

Én sejr ser ud til at være i hus. G7-landene er blevet enige om en techskat, der skal sikre, at de store konglomerater som Amazon, Google, Apple og Facebook betaler skat af deres indtjening.

St Ives i Cornwall er stuvende fuldt af sikkerhedsfolk. Der tages ingen chancer, når lederne fra Vestens 7 største økonomier mødes
St Ives i Cornwall er stuvende fuldt af sikkerhedsfolk. Der tages ingen chancer, når lederne fra Vestens 7 største økonomier mødes Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

Men selv her ligger djævlen i detaljen. For det første giver aftalen kun mening, hvis alle udviklede lande i verden vil deltage. For det andet krakelerer overfladen på enigheden allerede. The City of London, Storbritanniens mægtige finanscentrum, har søgt om undtagelse for de nye regler. Det er næppe populært i konkurrerende finanscentre.

Joe Biden skal holde tungen lige i munden. Men hvis han virkelig mener, at USA skal tilbage som den demokratiske verdens fyrtårn, så skal han kunne formå at samle vennerne denne weekend. Selvom det måske virker som en snakkeklub, så kan G7 blive afgørende for, hvor samlet Vesten står de næste dramatiske år i magtkampen med Kina og Rusland.