AI-chefer slog alarm om menneskeheden – inden for få år kan robotter styres af kunstig intelligens
Det lyder som ren Hollywood. Er et Terminator-scenario snart over os?

Det lyder som ren Hollywood. Er et Terminator-scenario snart over os?

Hvad sker der, hvis man kobler kunstig intelligens med menneskelignende robotter med våben? Ifølge Hollywood er det lig ren dommedag.
Og i virkeligheden er teknologien ikke så langt ude i horisonten, som man skulle tro. Skal vi så til at være bekymrede? Det giver en ekspert sit bud på.
Vi skal ikke mange uger tilbage i tiden før, advarslerne om kunstig intelligens (AI) nærmest væltede ud.
Den første til at slå alarm var en mand ved navn Jacob Coxon.
Han havde netop sagt op hos AI-giganten Anthropic – der står bag værktøjet Claude – da han ikke mener, at selskabet opfører sig ansvarligt.
Specielt ikke når det kommer til menneskehedens fremtid.
»Undervurder ikke denne teknologis magt. Disse systemer (AI, red.) vil snart være overmenneskelige, være i stand til at hacke hvad som helst, revolutionere ethvert felt natten over og erhverve sig reel magt og ressourcer,« lød det fra Coxon på X.
»De mennesker, der bygger AI, tror oprigtigt, at det kan dræbe os alle inden udgangen af årtiet,« formanede han også.
Højst overraskende blev Jacob Coxon ikke modsagt, da en af de førende forskere hos netop Anthropic gik på X og kommenterede opslaget fra sin tidligere kollega:
»Jacob har ret her – vi tror virkelig oprigtigt, at AI kan dræbe alle mennesker,« skrev Evan Hubinger, som står i spidsen for den arbejdsgruppe hos Anthropic, der har til opgave at styre og kontrollere AI, på X.

Og hvorfor finder vi dette opråb frem her flere uger efter?
Det skyldes, at B.T. har udgivet en række artikler, hvor en førende ukrainsk embedsmand og våbenudvikler fortæller, hvordan han regner med, at der vil være fjernstyrede menneskelignende robotter på frontlinjen om fem år.
Og om ti år vil de robotter formentlig været styret af AI.
Det arbejder man i hvert fald på fra ukrainsk side, kunne han anonymt fortælle B.T.
Men hvad sker der, hvis man udvikler menneskelignende robotter med våben og samtidig kobler dem med kunstig intelligens, som folk bag teknologien har været ude og advare om?
Ren katastrofe, kan man foranlediges til at tro – i hvert fald hvis man har set bare én Terminator-film, hvor menneskeheden er tæt på kollaps og bliver jaget af netop menneskelignende, selvtænkende robotter.
Spørger man seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel, der følger krigen i Ukraine tæt, så er det en dyster tanke.
»Der er et skrækscenarie, hvor de her robotter, som kan tænke selv, vender sig mod os,« siger han til B.T.

»Men det er jeg ikke så bekymret for. Jeg vil mere være nervøs for, om man kommer til at inddrage AI i beslutningsprocesser, og en simpel situation så bliver optrappet alt for hurtigt. Det har vi set beviser på før,« siger Splidsboel.
Blandt de mest prominente personer, som har advaret mod AI, er Microsoft-stifteren Bill Gates.
»Selvom det er svært at sige med 100 procents sikkerhed, har der aldrig været et våben så kraftfuldt, som når folk med ondsindede hensigter får adgang til de nyeste AI-værktøjer,« sagde Bill Gates til NBC News.
»AI er bestemt kraftfuld nok til at drive begivenheder, der kan føre til en milliard menneskers død,« lød det videre.
Flemming Splidsboel er ikke helt enig.
»Jeg kan godt være bekymret for, om AI i forbindelse med træning i for eksempel biologiske opdagelser kan komme til at gøre noget ekstremt.«
Når det kommer til selve robotter som i Terminator, kan det føre til noget rigtig skidt, mener Flemming Splidsboel.
Han tror dog ikke på, at de vil vende sig mod deres skabere:
»Det kan være, at de ved en fejl kan komme til at ramme og dræbe civile. Men i det store billede er jeg ikke bekymret for menneskerobotter med AI,« siger han.