Donald Trump har lovet, at han vil skaffe fred i Ukraine på 24 timer, når først han bliver indsat som præsident.

Men nu er der dårligt nyt for Trumps fredsplaner.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, afviser nemlig blankt Trumps forslag til en fredsaftale i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Det sker i en udtalelse fra Lavrov til det statskontrollerede russiske medie TASS, skriver mediet The Kyiv Independent.

»Vi er bestemt ikke tilfredse med ordlyden af de forslag, som repræsentanter fra den kommende præsidents stab har præsenteret,« siger Sergej Lavrov til TASS.

Wall Street Journal har tidligere beskrevet, hvordan Trumps stab overvejer et forslag til en fredsaftale, hvor Ukraines optagelse i NATO udskydes med mindst 20 år.

Til gengæld skal Rusland så gå med til fortsatte vestlige leverancer af våben og indsættelsen af europæiske fredsbevarende styrker, der kan overvåge en våbenhvile.

Lavrov giver overfor TASS udtryk for, at han især er imod forslaget om at indsætte europæiske fredsbevarende styrker i Ukraine.

Den russiske udenrigsminister tilføjer, at han ikke har haft nogen officiel dialog om en fredsaftale fra den siddende præsident, Joe Biden.

Donald Trump bliver indsat som amerikansk præsident den 20. januar næste år.