De har afvist det før. Og nu gør de det igen. I kraftige vendinger:

»USA bør holde op med at opdigte såkaldte spionagehistorier.«

Jensen Huang ses her med den kvinde, som han skal have haft en affære med. Hun mistænkes for at have været en kinesisk spion, hvilket Kina har afvist. Foto: Cti/Reuters/Ritzau Scanpix

Sådan lyder det ifølge BBC torsdag fra en talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium, Mao Ning, efter hun blev spurgt ind til påstandene om, at Nvidia-topchefen, Jensen Huang, skal have haft en affære med en kvinde, der mistænkes for at have været kinesisk spion.

I weekenden erkendte Jensen Huang, der er den øverste chef for den amerikanske chipgigant Nvidia, at han har haft en affære med en forretningskvinde, der ifølge The New York Times er mistænkt for at være spion.

Det er en påstand, som Kinas udenrigsministerium tidligere har afvist og betegnet som »fuldstændigt uunderbygget bagvaskelse og tilsvining«.

Under torsdagens daglige pressekonference i Beijing blev Mao Ning spurgt ind til sagen af BBC.

Til det svarede talskvinden:

»Hvad angår de såkaldte beskyldninger om kinesisk spionage, har vi allerede gjort vores holdning klar. Kinas videnskabelige og teknologiske fremskridt er drevet af uafhængig innovation og åbent samarbejde.«

Samtidig rettede hun en anklage den anden vej – mod USA.

»USA bør holde op med at opdigte såkaldte spionagehistorier for at finde påskud til at indføre teknologiske blokader,« sagde Mao Ning.

Den kvinde, som Jensen Huang har erkendt at have haft en affære med, er blevet identificeret som Alice Huang.

Hun er tidligere chef i selskabet Megaspeed, der ligger i Singapore, og som køber chips fra Nvidia. 

Myndighederne i USA har ifølge Ritzau gransket Megaspeed på grund af en mistanke om, at selskabet hjælper det kinesiske styre med at få adgang til avancerede chips, som amerikanske virksomheder ikke må sælge til Kina.

Avisen New York Times skrev i oktober i forbindelse med skandalen om affæren, at der er tegn på, at Alice Huang kan have givet fortrolige informationer videre til myndighederne i Kina.

I weekenden oplyste Nvidias bestyrelse, at man ikke har grund til at tro, at USAs nationale sikkerhed eller Nvidias forretningshemmeligheder er blevet kompromitteret som følge af forholdet mellem de to.

Sagen er endnu ved at blive undersøgt.