Afviser hanta-rygte: 'Vi har ikke haft et eneste tilfælde'
Flere mistænker, at hanta-smitten brød ud i argentinsk by. »Jeg mener, vi er udsat for en smædekampagne,« siger en lokal mand.

Flere mistænker, at hanta-smitten brød ud i argentinsk by. »Jeg mener, vi er udsat for en smædekampagne,« siger en lokal mand.

Hanta-udbruddet begyndte ikke hos os – vi er udsat for en smædekampagne.
Sådan siger en lokal mand fra det område, som flere lige nu mistænker for at være virussens arnested.
Hantavirus, der stammer fra rotter og mus, har i de seneste uger smittet og dræbt adskillige passagerer på det hollandske krydstogtskib MV Hondius.
Eksperter klør sig i nakken over, hvordan den overhovedet brød ud på skibet.
En klar teori er dog opstået i Argentina, som MV Hondius sejlede ud fra inden udbrudet.
Her tror myndighederne, at et hollandsk ægtepar, som var blandt passagerne, blev smittet nær turistbyen Ushuaia, da de var ude og kigge på fugle.
Men de spekulationer bliver ikke taget godt imod i regionen, Tierra del Fuego.
»I Tierra del Fuego har vi aldrig før registreret tilfælde af hantavirus,« siger Juan Facundo Petrina, provinsens generaldirektør for epidemiologi og miljøsundhed til BBC.
»Og specifikt siden 1996, hvor det nationale overvågningssystem gjorde sygdommen anmeldelsespligtig, har vi ikke haft et eneste tilfælde i Tierra del Fuego.«
Han finder det usandsynligt, at hans lokalområde skulle være arnested for sygdommen.
»For det første har vi ikke den underart af langhalede mus (som kan bære sygdommen, red.),« pointerer han overfor BBC.
»Jeg mener, at vi er udsat for en smædekampagne,« sagde han under et nyligt pressemøde ifølge AP.
Flere eksperter er da også enige med Juan Petrina i, at virus formentlig ikke stammer fra Tierra del Fuego, skriver BBC. Men argentinske myndigheder vil sende folk til øgruppen for at undersøge det nærmere.
En dansk mand, som var ombord på MV Hondius, blev også smittet med hantavirus. Han er i god behold.