Donald Trumps kontroversielle sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., er kommet ud i et politisk stormvejr. 

Flere demokrater kræver nu, at den vaccineskeptiske minister undersøges for at have løjet for Kongressen.

Det skriver det britiske medie The Guardian. 

Løgnen skulle angiveligt være kommet før, han blev udnævnt som minister.

Under høringen blev Kennedy spurgt, om en rejse til Samoa i 2019, som han var på, havde noget at gøre med vacciner, hvilket han gentagne gange benægtede. 

Men noget tyder dog på noget helt andet.

I et brev til Samoas daværende premierminister, som AP og The Guardian har set, bruger Kennedy ordene vaccine eller vaccination otte gange.

I brevet foreslår Kennedy Jr. også, at hans team undersøger landets mæslingevaccine efter to børns død.

Og det kan nu vise sig at have meget alvorlige konsekvenser for sundhedsministeren. 

At lyve for Kongressen er nemlig en forbrydelse, der kan straffes med fængsel, men det er sjældent, at nogen bliver retsforfulgt for det.

Der rettes dog massiv kritik nu fra flere demokratiske politikere. 

»Dette er et mønster, ikke en fejltagelse. Robert F. Kennedy Jr. har løjet for Senatet, løjet for det amerikanske folk og bragt børns helbred i fare for at fremme sin antivaccine-dagsorden,« fortalte senator Ed Markey fra Massachusetts til The Guardian.