Otte dyrebare juveler, der søndag blev stjålet fra kunstmuseet Louvre, har en anslået samlet værdi på 88 millioner euro - svarende til cirka 650 millioner danske kroner.
Det siger Laure Beccuau, der er anklager ved anklagemyndigheden i Paris, til det franske medie RTL.

- Beløbet er virkelig spektakulært, men vi må huske, at det er den økonomiske skade, og at den på ingen måde kan sammenlignes med den historiske skade forårsaget af det her tyveri, siger hun.
Det er museets kurator, der har skønnet juvelernes værdi, siger Beccuau.
De fire gerningsmænd kan dog ikke sælge juvelerne for den enorme sum, hvis de vælger at smelte juvelerne om, understreger den franske anklager.
- Så vi kan måske håbe, at de tænker over det og ikke ødelægger de her juveler uden grund.
Søndag aften offentliggjorde det franske kulturministerium en liste over de otte genstande, der blev stjålet.
Det gælder blandt andet en halskæde med smaragder og diamanter, som Napoleon gav sin anden hustru, Marie-Louise af Østrig, som han blev gift med i 1810.
/ritzau/
Opdateres...
/ritzau/