Sytten sekunder før den fatale kollision i luften sendte kontroltårnet en transmission til helikopteren.
Men noget tyder nu på, at besætningen ombord aldrig hørte den – og få øjeblikke senere stødte den ind i et passagerfly.
Den tragiske og voldsomme ulykke, som fandt sted i luften tæt ved Ronald Reagan National Airport i den amerikanske delstat Washington, D.C. 29. januar, er endnu ved at blive efterforsket for at finde ud af, hvad der førte til, at militærhelikopteren og flyet kolliderede og styrtede ned i en iskold flod.
Nu oplyser myndighederne, at man foreløbigt har fundet to ting, der måske kan indikere, hvad der lå bag.

Det skriver CBS News og nyhedsbureauet AP.
For det første ser det ud til, at et udfald på blot 0,8 sekunder kan have haft afgørende betydning.
En optagelse fra helikopterens cockpit tyder nemlig på, at besætningen kan have overhørt en vigtig instruktion lige før kollisionen, fortalte formanden for den amerikanske transportmyndighed National Transportation Safety Board, Jennifer Homendy, fredag.
For sytten sekunder før kollisionen lød det i en radiotransmission udsendt fra kontroltårnet i lufthavnen til helikopteren, at den skulle flyve bag om passagerflyet.

Men besætningen på Black Hawk-helikopteren hørte ifølge CBS News måske aldrig de afgørende ord:
»Pass behind the...«, som på dansk kan oversættes til: »Passér bag om...«
Årsagen til, at besætningen måske ikke hørte netop de ord, kan ifølge Jennifer Homendy være, at helikopterens mikrofontast var trykket ned – lige på dét tidspunkt.
Noget, som blot varede 0,8 sekunder.
»Transmissionen blev afbrudt – der blev trykket på den«, fortalte formanden ifølge AP fredag.
Derudover ser det også ud til, at besætningen på militærhelikopteren kan have haft upræcise højdemålinger før kollisionen.
Samtaler inde fra cockpittet – blot et par minutter før ulykken – indikerer, at besætningen har haft modstridende højdedata.
For mens militærhelikopterens pilot kan høres sige, at de befinder sig i 300 fods højde (91 meter), lød det fra instruktørpiloten, at de var i 400 fods højde (122 meter), forklarer Jennifer Homendy ifølge AP.

»Vi ser på muligheden for, at der kan være dårlige data,« siger hun.
Alle 67 personer, der havde været ombord på passagerflyet og på helikopteren, mistede livet i forbindelse med kollisionen og styrtet ned i det kolde vand i Potomac-floden.
Den amerikanske hær, som helikopteren hørte under, har tidligere udtalt, at Black Hawk-besætningen var meget erfaren og vant til det overfyldte luftrum omkring landets hovedstad.
Fredag forklarede Jennifer Homendy, at det endnu kan tage lang tid, før man kan præsentere en endelig rapport om ulykken.

