Stemningen i lokalet var ikke god. Mildt sagt.

Eller som senatoren Ted Cruz udtrykker det:

Ted Cruz.
Ted Cruz. Foto: Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix

»Det var et af de mest barske møder, jeg nogensinde har været med til i min tid i Senatet,« lyder det ifølge NBC News:

»Mit gæt er, at der nok var omkring 45 senatorer til stede, og mindst halvdelen af dem gik amok på ham, og de var rasende.«

Det var i torsdags, at det pågældende møde fandt sted i den amerikanske kongres. 

Her skulle den fungerende justitsminister, Todd Blanche, fremlægge detaljerne i den særdeles omdiskuterede fond på svimlende 11,5 milliarder kroner, som Trump-administrationen tidligere på ugen annoncerede.

Pengene heri skal bruges til at kompensere Trump-støtter, der har følt sig uretfærdigt behandlet under Joe Bidens tid som amerikansk præsident.

Men tiltaget har været under heftig beskydning. Demokrater har kaldt det et »svindelforetagende« og en »bestikkelsesfond«, hvis formål er at finansiere Donald Trumps »private milits af oprørere« direkte fra statskassen.

Og på torsdagens møde i kongressen var det ikke kun demokrater, der udtrykte deres utilfredshed med fonden.

»Jeg må sige, at republikanerne var skidesure – det var alle under hele mødet. De råbte af justitsministeren, mens han forsøgte at fremlægge det juridiske grundlag. Og det er faktisk ret solidt,« fortæller Ted Cruz.

Han siger, at mange republikanere mener, at Donald Trump i virkeligheden bare har »indgået en aftale med sig selv« ved at indgå forliget.

Og den republikanske senator opfordrer derfor Trump-administrationen til at få modificeret detaljerne kraftigt, inden Senatet i juni skal behandle lovforslaget om fonden.

»Ellers får de er fuldt oprør i Senatet,« lyder det.