Kathrine Sørland var et kendt navn i modelbranchen i starten af 2000'erne, hvor hun repræsenterede Norge ved skønhedskonkurrencerne Miss World og Miss Universe.

I den forbindelse stødte hun ind i USAs nuværende præsident, Donald Trump, der på daværende tidspunkt ejede Miss Universe-organisationen.

Mødet fandt sted til finalen i den store skønhedskonkurrence, da omkring 120 piger sad og gjorde sig klar i omklædningsrummet.

Det fortæller den i dag 46-årige Kathrine Sørland i podcasten 'Høvla' ifølge Dagbladet.

»Så kom han ind, hilste på pigerne og ønskede os held og lykke. Jeg stod vel i bikini og nåede lige at tage en trøje på, hvor der stod 'Norway',« fortæller den norske model, der i dag arbejder som tv-vært.

Efter Donald Trump havde hilst på pigerne, kom hans livvagt pludselig tilbage til Sørland, der dengang var 24 år.

Kathrine Sørland (tv.) stillede op for Norge ved Miss World og Miss Universe, hvor hun blev henholdsvis nummer 4 og 11.
Kathrine Sørland (tv.) stillede op for Norge ved Miss World og Miss Universe, hvor hun blev henholdsvis nummer 4 og 11. Foto: Rafa Salafranca/Epa-Efe/Ritzau Scanpix

»Han vil invitere dig til New York,« sagde livvagten.

Sørland grinede og tog ikke forespørgslen alvorligt. Men senere kom vagten tilbage og understregede, at Trump »meget gerne ville have, at hun skulle med«.

Men det afviste hun blankt.

»Jeg sagde bare: 'Nej, jeg har en kæreste i Sola'.«

I dag er Sørland ikke i tvivl om, at invitationen handlede mere om magt end om ægte interesse.

 »Trump var jo sammen med Melania. Han ville ikke have mig. Han ville bare imponere og have mulighed for at vise sin magt,« siger Kathrine Sørland:

»Donald Trump bliver tændt af sig selv.«