Partiet for Autenticitet og Modernitet (PAM) har vundet det højeste antal pladser ved Marokkos parlamentsvalg onsdag.

Det viser officielle foreløbige valgresultater, som regeringen i landet har udgivet, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

PAM har taget 97 pladser i parlamentet, der har i alt 395 medlemmer. Den Uafhængige Nationale Samling (RNI) ligger lige efter med 66 sæder, og det konservative parti Istiqlal har sikret sig 65 pladser.

Det oplyser landets indenrigsminister, Abdelouafi Laftit, på et pressemøde.

Alle tre partier sad i regering sammen forud for onsdagens valg.

Det moderate parti Islamisk Retfærdighed og Udvikling (PJD), der sidder i oppositionen, har fået 54 pladser, oplyser Laftit.

Det er RNI, der står i spidsen for den afgående regeringskoalition, og premierminister Aziz Akhannouch kommer fra netop det parti.

Han har ført sit partis valgkamp, men er trådt tilbage som leder af RNI, hvilket udelukker ham fra at lede den næste regering.

Akhannouch har forsvaret sin regerings resultater - herunder udvidelsen af det sociale sikkerhedsnet - og lovet, at RNI vil gøre mere, hvis de genvælges.

- Vi gennemførte reformer inden for uddannelse og sundhed, vi hævede lønningerne. Vi var der, da (marokkanerne, red.) havde brug for os, sagde han for nylig ved et vælgermøde.

Nyhedsbureauet AFP skrev natten til torsdag, at valget havde den laveste valgdeltagelse i to årtier.

38 procent af de knap 16 millioner stemmeberettigede valgte at afgive deres stemme. Blot fire procent af dem var mellem 18 og 24 år gamle.

I 2021 stemte 50 procent af de stemmeberettigede marokkanere.

PAM har rekrutteret en populær skikkelse, budgetminister Fouzi Lekjaa, der er bedre kendt for sin rolle som formand for det marokkanske fodboldforbund, skriver AFP.

- Vi vil gøre de unge til en magtfaktor, der er i stand til at skabe merværdi, i stedet for at de bliver ladt i stikken, sagde Lekjaa for nylig og lovede desuden højere lønninger samt bedre købekraft.

Kongen i Marokko udpeger en premierminister fra det parti, der vinder flest pladser. Premierministeren danner derefter en regering i fem år, men monarken beholder kontrollen over de vigtigste politiske beslutninger.

RITZAU