AfD taler om genoplivning af Nord Stream med Gazprom-boss
AfD, som står stærkt i målinger, har længe talt for at få gang i Nord Stream. Nu har talsperson holdt møde.

AfD, som står stærkt i målinger, har længe talt for at få gang i Nord Stream. Nu har talsperson holdt møde.

En talsperson for partiet Alternative für Deutschland har talt med Gazproms topchef, Aleksej Miller, om igen at tage Nord Stream-rørledningerne i brug.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa onsdag.
Det tysk-russiske møde fandt sted i Rusland på den årlige, økonomiske konference Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum (Spief).
Det var det højreorienterede tyske oppositionspartis udenrigspolitiske talsperson, Markus Frohnmaier, som mødtes med den administrerende direktør for det russiske statslige energiselskab.
Frohnmaier siger, at Tyskland står i en svær økonomisk situation med blandt andet høje energipriser.
- Rusland var den vigtigste leverandør af gas og olie. Derfor må alle muligheder igen komme på bordet, herunder igen at tage Nord Stream i brug og at genoptage handelsforbindelserne med Rusland, skriver Frohnmaier på X.
Den udenrigspolitiske talsperson er ifølge dpa blandt fire fremtrædende AfD-politikere, som er til stede ved Spief, som finder sted i den russiske præsident Vladimir Putins hjemby.
Det var i 2022, at der blev udført sabotage mod de russiske gasrørledninger Nord Stream 1 og 2.
AfD, som i de tyske meningsmålinger står som det største parti, har længe ønsket Nord Stream taget i brug igen.
Politiske modstandere beskylder partiet for at fremme russiske interesser snarere end tyske.
I Tyskland havde udenrigsministeriet rådet AfD-politikerne til ikke at deltage i det økonomiske møde i Sankt Petersborg.
En talsperson for ministeriet siger til dpa, at det er vigtigt at fastholde presset på Rusland for at stoppe "den ulovlige angrebskrig".
- Derfor går det mod den føderale tyske regerings udenrigs- og sikkerhedspolitiske principper at give et indtryk af normalitet i relationerne ved for eksempel at deltage i statsligt organiserede propagandabegivenheder, siger personen.
Flere blev meldt såret efter ukrainske angreb mod den russiske storby onsdag.
/ritzau/