Sammen med andre passagerer fra krydstogtskibet var den ældre kvinde taget på en vandretur på en ø.
Undervejs stoppede hun dog tilsyneladende op for at tage sig et hvil – og det blev sidste gang, de så hende.
For lørdag sejlede krydstogtskibet Coral Adventurer videre fra øen Lizard Island i koralrevet Great Barrier Reef på sin tur rundt ved Australien.
Uden den 80-årige kvinde ombord.
Da det gik op for besætningen, at hun manglede, satte man kurs tilbage mod øen, hvor hun efter sigende havde været på vandretur til stedets højeste bjerg, Cook's Look, og en større eftersøgning blev sat i gang for at finde hende.
Søndag morgen fandt man hende. Afgået ved døden.
Den tragiske sag er blevet stærkt omtalt i de australske og britiske medier, herunder BBC og The Guardian.
Skibet havde lørdag ved solnedgang forladt øen, der ligger i det nordøstlige Australien, men det vendte tilbage igen flere timer senere, da det stod klart, at kvinden ikke var med ombord.
Til The Guardian har det lokale politi, Queensland Police, bekræftet, at kvinden blev fundet død på Lizard Island.
Hendes død er blevet beskrevet som »pludselig og ikke mistænkelig«.
»Kvinden blev meldt savnet til politiet den 25. oktober, efter at hun ikke var gået ombord på et skib i farvandet ud for Queensland tidligere på lørdagen,« lyder det fra politiet i en udtalelse:
»Der vil blive udarbejdet en rapport til retsmedicineren.«
Den australske søfartssikkerhedsmyndighed (AMSA) oplyser, at den undersøger sagen og vil mødes med skibets besætning, når det senere på ugen lægger til kaj i Darwin.
Mark Fifield, der er administrerende direktør for Coral Expeditions, oplyser desuden, at personalet har kontaktet kvindens familie og tilbyder støtte i forbindelse med den »tragiske død«.
»Vi er dybt kede af, at dette er sket, og vi tilbyder vores fulde støtte til kvindens familie,« lyder det fra Mark Fifield.

