To personer er blevet dræbt under ukrainske luftangreb i de russiske byer Rostov ved Don og Belgorod, der begge ligger nær grænsen til Ukraine.

Det oplyser regionale myndigheder i Rusland tidligt mandag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Yderligere 17 personer meldes såret.

I Rostov ved Don, der er et vigtigt knudepunkt for eksport nær Azovhavet, blev et ægtepar dræbt, mens yderligere fem blev såret.

To af de sårede er i kritisk tilstand, skriver Jurij Sljusar, der er guvernør i området, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Nedfaldende vragrester fra droner udløste desuden brande flere steder og blæste vinduer ud i en beboelsesejendom, tilføjer guvernøren.

I Belgorod blev 12 personer - heriblandt to børn - såret i et droneangreb, som udløste brand i en beboelsesejendom, oplyser de regionale myndigheder mandag ifølge Reuters.

Samtidig melder Ivan Fedorov, der er guvernør i den sydøstlige ukrainske region Zaporizjzja, at et angreb med en præcisionsstyret bombe og droner har dræbt en person og såret yderligere to i byen Zaporizjzja.

Byen Zaporizjzja har de seneste måneder været udsat for omfattende russiske luftangreb, skriver Reuters.

I regionen Sumy, der ligger i det nordlige Ukraine, blev fem personer såret i et natligt angreb med en præcisionsstyret bombe, skriver regionens guvernør, Oleh Hryhorov, på Telegram.

Både Rusland og Ukraine har afvist, at landene målretter deres angreb mod civile.

Krigen i Ukraine, der har været i gang i over fire år, koster et stigende antal civile livet på begge sider af frontlinjerne.

Ukraine har i de seneste måneder skruet op for droneangreb, der rammer olieanlæg og anden infrastruktur dybt inde på russisk territorium.

Det har fået Rusland til at skrue op for angrebene mod Ukraine.

RITZAU