Et amerikansk ægtepar, der efterlader sig fem børn, blev i sidste uge dræbt i Californien, da et kæmpe træ væltede ned over deres bil. Det skriver New York Post.

Træet, et såkaldt rødtræ, kan blive de højeste træer i verden. De vokser i USA i staterne Oregon og Californien.

Træerne kan blive tusinder af år gamle og nå højder på 115 meter.

Jessica og Jake Woodruff fejrede Jessicas 45-års fødselsdag i torsdags med en køretur kun for de to voksne. Parret kørte i en rød Honda 2016 på en dejlig, vindstille dag.

Et bryllupsbillede af Jessica og Jake Woodruff.
Et bryllupsbillede af Jessica og Jake Woodruff. Foto: GoFundMe
Vis mere

De var på vej ad Highway 19 i nærheden af Jedediah Smith Redwoods State Park, da de blev dræbt af det over 53 meter høje træ, som væltede og ramte deres bil ifølge politiet og en GoFundMe-side.

Siden er en indsamling til børnene, og der er hidtil indsamlet over 163.000 tusinde dollar (over en million kroner, red) af de 500.000 dollar, der er sat som mål.

»Det var en chokerende og uventet begivenhed, og tragedien ved dette uheld, gør det bare svært at acceptere,« lyder det på GoFundMe-siden.

»Disse børn kan se frem til en ødelæggende realitet. I løbet af et splitsekund er noget dyrebart blevet revet fra dem,« forsætter teksten. De får nu et helt livs udfordringer uden hjælp fra deres forældre.

Politiet er i gang med at undersøge, hvad der fik træet til at vælte.

»Det er et meget skovfyldt område,« fortæller en mand fra highwaypatruljen til avisen San Francisco Gate.

»Vi har træer alle vegne, og det er midt i rødtræsområdet. Det er kun gamle træer, og vi aner ikke, hvorfor træet væltede.«