Bilister på motorvej i Cleveland fik lørdag en chokerende oplevelse.

De blev nemlig mødt af to heste, som løb frit midt på kørebanen på Interstate 90, rapporterer både CNN og the Guardian.

Hestene fik sat en grundig stopper for trafikken, da de løb ind og ud mellem bilerne, viser video fra stedet.

De to heste var undsluppet Cleveland politiets stalde.

Efter hestene kom en patruljevogn med blink. Til sidst forsvandt hestene væk fra motorvejen.

»Vi kan bekræfte, at to af Clevelands politiheste i dag utilsigtet kom på afveje under rutinemæssig pleje og træning,« siger politiassistent Wilfredo Diaz ifølge the Guardian

»Ridende betjente fandt straks begge heste og sørgede for deres sikkerhed, og der opstod ikke yderligere hændelser,« lyder det desuden fra politiet i Cleveland.

Politiet har i alt otte heste i tjeneste, og de hedder Breeze, Chex, Jim, Larry, George, Mandy, Jack and Nimo.

Der er imidlertid ikke sat navn på de to udbrydere, som skabte kaos på motorvejen. Og det er også uklart, om de vil blive sigtet i sagen, skriver avisen.

Hverken heste eller trafikanter kom til skade i forbindelse med den usædvanlige episode.