Der er angiveligt dukket ny information op i den opsigtsvækkende sag om den forsvundne pige Madeleine McCann.

Forsvarsadvokaten til den mand, der lige nu er den hovedmistænkte i sagen, hævder, at han opdagede den nye information i sidste uge.

Det skriver det britiske medie Mirror.

Det er tyske Friedrich Fuelscher, der er forsvarsadvokat for den 43-årige tyske mand, Christian B., der den seneste tid har været den hovedmistænkte i en af verdens mest omtalte uopklarede sager.

Den 43-årige tysker Christian B. har siden i sommer været den hovedmistænkte i Madeleine McCann-sagen.
Den 43-årige tysker Christian B. har siden i sommer været den hovedmistænkte i Madeleine McCann-sagen.
Vis mere

I sidste uge tog advokaten turen til Algarve i Portugal, hvorfra Madeline MacCann forsvandt sporløst som tre-årig i 2007, for selv at undersøge sagen nærmere.

»Jeg tog dertil meget åben og forsøgte at drage mine egne konklusioner ud fra de informationskilder, der er tilgængelige for mig – for eksempel de portugisiske efterforskningsdokumenter,« fortæller han til Mirror og hævder, at han opdagede 'helt ny information', som han har tænkt sig at afsløre i løbet af de kommende uger.

»Jeg kan ikke sige, hvad det er – men det er stort. Det overraskede i hvert fald mig,« forklarer han.

Den britiske pige Madeleine McCann forsvandt fra sin families ferielejlighed i den portugisiske landsby Praia da Luz i maj 2007, mens hendes forældre spiste middag på en nærliggende restaurant.

Hun var på det tidspunkt tre år gammel.

Hendes forældre har forklaret, at de havde puttet Maddie, som hun blev kaldt, og hendes to søskende i lejligheden, før de selv var gået ned på en tapas-restaurant omkring 50 meter fra der, hvor børnene lå og sov.

Godt hver halve time tjekkede forældrene til børnene i lejlighed 5A. Men da Kate McCann klokken 22.00 gik op i lejligheden for at se til dem, fandt hun kun tvillingerne.

Maddie var forsvundet.

Siden har sagen været omfattende efterforsket, men det helt store gennembrud har manglet – indtil det tyske politi i juni kunne afsløre, at den tyske mand er mistænkt i sagen.

Den 43-årige mand er dømt for flere seksuelle lovovertrædelser og afsoner for tiden en lang fængselsstraf i forbindelse med en narkorelateret sag. Han har desuden en appelsag kørende i forbindelse med en voldtægt af en amerikansk kvinde i Portugal i 2005.

I juni fortalte den tyske anklager i sagen – Hans Christian Wolters – også, at politiet mener, at den forsvundne pige kan være død.

»Alle indikationer, som vi har fået, og som jeg kan fortælle dig om, peger på, at Madeleine er død. Vi har ting, som vi ikke kan oplyse om, som bakker op om teorien om, at Madeleine er død, selv om jeg må indrømme, at vi ikke har fundet liget,« sagde Hans Christian Wolters ifølge Ritzau i juni et interview med Sky News.

Selv om han hævdede at have beviser på, at Madeleine McCann er død, indrømmede Hans Christian Wolters, at det ikke er nok til at rejse en tiltale mod den hovedmistænkte i sagen i øjeblikket.