Et billede af en menneskelig tragedie går i disse dage verden rundt og giver anledning til chok og sorg.

På billedet ses Oscar Ramirez og hans 23 måneder gamle datter, Valeria. De er druknet ved Rio Grande-flodens bred i USA. På billedet ligger de med hovederne nedad i vandet, mens den lille pige har armen om sin far.

Tragedien fandt sted søndag, skriver The Times. Det omtalte foto optræder længere nede i artiklen. Det skal understreges, at billedet kan være stærkt foruroligende.

Her forsøgte Oscar Ramirez at få sin familie ind i USA ved at svømme over Rio Grande-floden mellem Mexico og USA.

Han valgte at svømme, fordi han var frustreret over, at hans familie, som er fra El Salvador, ikke kunne søge asyl i USA.

Første svømmetur med datteren gik godt. Han satte hende af på bredden og bad hende vente, mens han svømmede tilbage for at hente pigens mor, Tania.

Men da han begyndte at svømme væk, hoppede den lille pige i vandet igen for at komme ud til sin far.

Kort efter var Valeria og Oscar Ramirez fanget af en understrøm, som endte med at koste dem livet. De druknede en kilometer fra en bro, der forbinder USA og Mexico.

Det forfærdelige billede har vakt stærke reaktioner i hele verden.

Vatikanet har eksempelvis lagt billedet på fronten af deres hjemmeside. En talsmand giver udtryk for Pavens sorg over billedet.

»Den hellige fader har med stor sorg set billederne af en far og hans lille datter, som er druknet i Rio Grande,« siger Alessandro Gisotti, en talsmand fra Vatikanet:

»Paven er ekstremt bedrøvet over deres død og beder for dem og alle migranter, som har mistet livet, mens de flygter fra krig og elendighed.«

Oscar Alberto Martinez Ramirezog hans datter Valeria druknede søndag.
Oscar Alberto Martinez Ramirezog hans datter Valeria druknede søndag. Foto: Stringer .
Vis mere

Også FN's kommissær for flygtninge, Filippo Grandi, har udtalt sig om billedet.

Han mener, at pigen og hendes far druknede, fordi de ikke fik den beskyttelse, de havde ret til under international lov.

Billedet har giver anledning til voldsom kritik af den amerikanske præsident, Donald Trump.

En kritik, som i forvejen har været tiltagende, i takt med at Donald Trumps har strammet forholdene omkring den amerikanske grænse til Mexico.

Især forholdene for børn, der bliver anbragt på centre, når deres forældre forsøger at krydse grænsen til USA illegalt, har vakt alvorlig kritik.

Det seneste år er 283 mennesker fundet døde ved den mexicanske grænse.

Dødsfaldene er sket, mens de forsøgte at komme ind i USA.

Omkring 50 af dem er druknet, mens de forsøgte at komme ind i USA ved at svømme over Rio Grande.

Politisk får Trump også tæsk af sine modstandere i det demokratiske parti.

De seneste dage har flere fremtrædende demokrater – blandt andre Chuck Shcumer – brugt billedet som anledning til at appellere til Donald Trump og insinuerer, at tragedien er en direkte konsekvens af hans politik.

De appellerer til, at han viser noget mere medmenneskelighed over for de migranter, der forsøger at komme ind i USA.

Donald Trump mener omvendt, at den tragiske hændelse er demokraternes ansvar.

»Jeg hader det, og det kunne stoppe med det samme, hvis demokraterne ændrer loven,« siger Donald Trump ifølge New York Post:

»Og den far, som sikkert var en vidunderlig far og hans datter – den slags ting ville ikke ske.«

Han forklarer så, hvor farligt det er at svømme over Rio Grande.

»Den tur over floden er meget farlig. At svømme over Rio Grande er meget, meget farligt – alt efter årstiden og strømmen i vandet,« siger Donald Trump:

»Hvis vi havde de rigtige love, som demokraterne ikke tillader os at have, så ville folk slet ikke komme herop, de ville slet ikke forsøge. Det er demokraternes asylpolitik, der er skyld i det her.«