Vesten har blot to måneder til at øge presset på Rusland og forsøge at trække Vladimir Putin til forhandlingsbordet.

Ellers kan krigen blive skruet voldsomt op.

Sådan lyder advarslen fra Tjekkiets præsident, Petr Pavel, i et interview med The Telegraph.

Den tidligere general og Nato-topchef peger på det russiske parlamentsvalg 20. september.

Pavel vurderer, at Putin næppe vil erklære fuld mobilisering inden valget, fordi beslutningen kan være særdeles upopulær blandt russerne.

»Jeg mener, at der er et vindue nu, hvor vi kan lægge pres på Rusland og sende et klart budskab om, at vi er villige til at indlede forhandlinger,« siger han.

Men når stemmerne er talt op, kan vinduet hurtigt smække i.

Advarslen kommer i kølvandet på, at tre anonyme kilder tæt på Kreml har fortalt til Reuters, at Putin har afvist opfordringer til fredsforhandlinger og er fast besluttet på at fortsætte krigen.

To af kilderne vurderer, at Rusland sandsynligvis vil optrappe konflikten.

En kilde, der regelmæssigt mødes med Putin, beskriver risikoen for en eskalering i de kommende måneder som »høj«.

Den britisk-amerikanske antikorruptionsaktivist Bill Browder, der tidligere stod i spidsen for en stor russisk investeringsfond, vurderer, at Putin kæmper for sin politiske overlevelse.

»Indgår Putin en fredsaftale, mister han magten. Mister han magten, bliver han hængt fra en lygtepæl,« siger han i podcasten ‘World of Trouble’.

Og hans næste skridt kan ramme langt uden for Ukraine, lyder advarslen.

Putin-støtten Andrej Ilnitskij, som er tidligere embedsmand i det russiske forsvarsministerium, peger på mulige angreb mod NATO-baser og europæiske våbenfabrikker.

Ergo peger pilen også på Danmark, da den ukrainske våbenproducent Fire Point er ved at etablere en fabrik ved Vojens, som skal producere raketbrændstof til langtrækkende missiler.

Det er dog ikke dokumenteret, at Kreml har besluttet at gennemføre sådanne angreb.

Kreml-talsmand Dmitrij Peskov fastholder samtidig, at Rusland er klar til en fredelig løsning, men har kapacitet til at fortsætte krigen på egen hånd.