Advarer om populær vandrerute - 20 vandrere reddet på én dag
Redningsholdet beskrev dagen som »en af de travleste, holdet kan huske«.

Redningsholdet beskrev dagen som »en af de travleste, holdet kan huske«.

I løbet af blot 13 timer måtte redningstjenesten fredag komme 20 personer til undsætning på den populære skotske vandrerute Skye Trail.
Nu advarer de lokale redningsfolk vandrere mod at undervurdere den krævende rute.
Det skriver BBC.
Redningsholdet på ruten, Skye Mountain Rescue Team, beskriver ifølge mediet perioden fra klokken 07 til 20 fredag som »en af de travleste dage, holdet kan huske«.
I et opslag på sociale medier fortæller redningsholdet, at de frivillige til tider måtte håndtere flere hændelser på én gang, og at alt tilgængeligt mandskab var indsat.
Udrykningerne fandt sted på en dag, hvor vejret var »særligt dårligt«, dog ikke »usædvanligt«.
Ifølge redningsholdet kan vandrere nemt komme til at undervurdere terrænet på Skye Trail.
En talsmand sætter blandt andet spørgsmålstegn ved rutens navn, fordi ordet 'trail' (sti, red.) kan give indtryk af, at der er tale om en tydeligt afmærket eller etableret rute.
»Virkeligheden kan være meget anderledes,« siger talsmanden ifølge BBC.
»Dette er en rejse gennem seriøst, afsidesliggende og udfordrende terræn med strækninger, hvor der måske ikke er nogen tydelig sti at følge.«
Ifølge BBC er ruten især blevet populær, efter den blev vist i programmet 'The Adventure Show' på BBC.