Det kan ende i en tragedie, der næsten ikke er til at forstå.

»Vi har brug for, at verden vågner op og ser den katastrofe, der sker lige foran vores øjne,« som den amerikanske FN-ambassadør Linda Thomas-Greenfield siger til The Guardian:

»Det er allerede den største humanitære krise i verden, og alligevel truer den kun med at blive endnu værre.«

For i Sudan ser det ud til, at en hungersnød kan udvikle sig så voldsomt og dødeligt, som verden ikke har set i 40 år, lyder advarslerne.

En ødelagt kampvogn i Omdurman.
En ødelagt kampvogn i Omdurman. El Tayeb Siddig/Reuters/Ritzau Scanpix

Det skyldes den borgerkrig, der i mere end et år har udviklet sig mere og mere blodigt mellem Sudans militær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF).

På bekostning af civilbefolkningen, hvor mere end 10 millioner er på flugt.

»Vi har set fremskrivninger af dødsfald, der anslår, at mere end 2,5 millioner mennesker – omkring 15 procent af befolkningen i de hårdest ramte områder, Darfur og Kordofan – kan dø inden udgangen af september,« siger den amerikanske FN-ambassadør.

Yderligere bekymring skaber det, at begge sider af krigen tilsyneladende blokerer for den nødhjælp, der skal brødføde nødstedte civile, mens våbenforsyningerne stadig uhindret når frem til fronten.

Flygtninge i den vestlige del af Darfur.
Flygtninge i den vestlige del af Darfur. Mohammad Ghannam/Reuters/Ritzau Scanpix

Ikke mindst er situationen ved byen El Fasher i den nordlige del af Darfur hårrejsende. Den har været belejret – og altså afskåret fra omverdenen – af RSF i to måneder.

»RSF er på fremmarch, og historisk set og også i denne konflikt er grusomhederne fulgt i RSFs fodspor,« som lederen af USAs agentur for international udvikling, Samantha Power, siger.

Hun påpeger, at den paramilitære gruppe »systematisk« plyndrer lokale og humanitære hjælpeorganisationer for mad.

Ifølge hende er den igangværende krise »sammenlignelig med og potentielt værre« end den hungersnød, der i 2011 slog mere end en kvart millioner mennesker ihjel i Somalia.¨

Soldater, der støtter Sudans militær.
Soldater, der støtter Sudans militær. AFP/Ritzau Scanpix

Også hun påpeger som den amerikanske FN-ambassadør Linda Thomas-Greenfield endnu værre historiske perspektiver.

»Jeg vil tilføje, at den mest foruroligende scenario vil være, at Sudan udvikler sig til at blive den mest dødelige hungersnød siden Etiopen i begyndelsen af 1980erne,« siger Samantha Power.

Dengang døde mere end en million mennesker, for verden reagerede sent eksempelvis med de berømte støttesange 'We Are The World' og 'Do They Know It's Christmas'.

Senest har FN kun modtaget 16 procent af de midler, man har appelleret om som værende nødvendige i Sudan i en tid, hvor krigene i Ukraine og i Gaza har taget de fleste overskrifterne.