Det er snart orkansæson i Atlanterhavet, og det betyder, at amerikanske borgere begynder at skulle tage deres forholdsregler.
I hvert fald er det ordren til millioner af amerikanere fra en førende ekspert i orkaner.
»Det er meget vigtigt, at alle hele vejen fra Sydtexas til Maine forbereder sig ligeligt på hver eneste orkansæson. Uanset hvad den officielle prognose siger,« lyder det fra Alex DaSilva, som er førende orkanekspert på vejrmediet AccuWeather.
Strækningen fra Sydtexas og op til Maine, strækker sig hele vejen op ad den amerikanske østkyst, hvor der bor mange millioner af mennesker.
Vejr-mediet forudser, at der i denne orkansæson, der strækker sig fra 1. juni til 30. november, kommer to til fire 'større orkaner' i Atlanterhavet, mens forudsigelsen lyder på 11 til 16 navngivne orkaner.
Og selvom det ifølge DaSilva er en orkansæson under gennemsnittet, kan det stadig ramme USA hårdt.
Derfor er det vigtigt, at amerikanerne ikke »sænker paraderne« og alligevel har rigeligt med nødforsyninger, hvis en voldsom storm rammer.
»Der skal kun én storm til for at forårsage store skader, forstyrrelser og sorg,« siger han.
Han råder desuden til, at man gennemgår både forsikringsdækning, sikkerhedsplaner og lokale evakueringsruter, inden de første orkaner rammer.

