Adidas dropper samarbejdet med den amerikanske rapper Ye, der nok er bedst kendt under sit tidligere navn Kayne West.
Det skyldes en række kontroversielle udmeldinger fra musikeren den senere tid.
- Adidas accepterer ikke antisemitisme og andre former for hadtale. De seneste kommentarer og handlinger fra Ye er uacceptable, hadefulde og farlige.
Beslutningen kommer efter længere tids pres på Adidas fra blandt andet organisationer.
Adidas stopper produktionen af produkter med mærket Yeezy med "øjeblikkelig virkning". De vil også bremse alle betalinger til musikeren og hans virksomheder, lyder det.
I mange år var Kanye West under sportsgiganten Nikes vinger, men de brød i 2013. Efterfølgende gik han sammen med Adidas, som lancerede hans første Yeezy-sko i 2015.
Adidas begyndte at gennemgå deres samarbejde med Ye tidligere på måneden, efter at han ved et modeshow i Paris bar en t-shirt med teksten "White lives matter".
Udtrykket er den amerikanske højrefløjs kontroversielle svar på bevægelsen "Black lives matter", der kæmper for sortes rettigheder.
Efterfølgende er han blevet udelukket fra de sociale medier Twitter og Instagram for at true jøder.
/ritzau/