Der udspiller sig lige nu nogle vanvittige scener i den amerikanske kongres.
New Jersey-senatoren Cory Booker indtog mandag aften dansk tid talerstolen i kongressen og sagde, at han ville forstyrre senatets rutine, så længe, at han fysisk var i stand til. Det er i protest mod Trump-administrationen.
Og indtil videre har han holdt sit ord.
Tirsdag aften har Cory Booker talt i 21 timer i streg, mens han kritiserer den amerikanske præsident, Donald Trump, og kalder hans præsidentperiode for en skandale, der kræver en anderledes tilgang end den, kongressen hidtil har leveret.
Du kan se et klip fra akten her.
»Jeg kan ikke tillade, at denne forsamling fortsætter uden at gøre noget anderledes, uden at tale ud. Truslerne mod det amerikanske folk og det amerikanske demokrati er alvorlige og presserende, og vi må alle gøre mere,« siger senatoren blandt andet i sin lange tale.
Cory Booker er kendt for at være kritiker af Trump og Elon Musk, og har senest rettet kritik af Trumps imperialistiske tanker om Grønland.
Den lange tale, der stadig er i gang, nærmer sig en rekord i amerikansk politik. I 1957 talte en anden senator, Strom Thurmond, uafbrudt i 24 timer og 18 minutter.
