På Queen Elizabeth University Hospital i Glasgow, som er Skotlands største hospital, skete der det, som virkelig ikke må ske.
Der blev byttet rundt på to afdøde personer i sygehusets lighus.
Derfor fik en familie i sidste måned udleveret det forkerte lig til kremering, skriver The Scottish Sun.
Og hvad, der gør sagen yderligere absurd, er, at familien først fandt ud af, at lighusets personale havde givet bedemændene det forkerte lig, efter begravelsen havde fundet sted.
En besked, som rystede familien, fortæller en unavngiven kilde tæt på sagen:
»Hvordan i alverden kan sådan noget overhovedet ske? Familien var utrøstelig,« siger kilden til mediet.
Den graverende fejl var angiveligt sket, fordi de to lig havde fået tildelt et forkert mærke, mens de var i lighuset.
Derfor er der formentlig tale om en menneskelig fejl, som sidenhen har ført til en hjemsendelse af personale i lighuset, oplyser hospitalet.
Sagen har ligeledes fået hospitalets direktør, Scott Davidson, til offentligt at undskylde overfor familien, der fik udleveret det forkerte lig, men også til pårørende til den person, der fejlagtigt blev begravet.
De pårørende til sidstnævnte fik nemlig også frarøvet muligheden for at sige et sidste farvel til deres afdøde.
Ifølge mediet er asken fra den person, hvis lig blev fejlagtigt mærket, nu blevet overdraget til den korrekte familie.

