Onsdag aften blev der åbnet julegaver til den helt store guldmedalje i de fleste danske hjem.

Alligevel tilfaldt årets største af slagsen en heldig amerikaner i delstaten Arkansas.

Amerikaneren blev nemlig ifølge Reuters 1,8 milliarder dollar – eller 11,4 milliarder kroner – rigere juleaften.

Gaven fandt vedkommende ikke under træet, men i stedet på sin lottokupon.

Kort inden midnat blev vinderen af den såkaldte Powerball-jackpot trukket, og her var det amerikanerens vindertal, der blev hevet op af bowlen.

Vindertallene lød ifølge CBS News på 4, 25, 31, 52, 59, og den heldige beboer i Arkansas ramte dermed alle fem tal plus en ekstra, rød kugle, som gav ham den fulde gevinst.

Oddsene for at vinde den helt store gevinst i Powerball-jackpot er ifølge mediet 1 til 292,2 millioner.

Amerikaneren kan vælge, om beløbet skal overføres som engangsudbetaling eller via en såkaldt 'livrente'.

Her udbetales beløbet over 30 år, hvor udbetalingsbeløbet stiger med fem procent hvert år.

Den gigantiske gevinst er den største af sin slags i 2025 og den næststørste lottogevinst nogensinde i USA.