3.800 hektar land.

Det er, hvad der indtil videre er blevet afbrændt i årets første skovbrand i Spanien.

Det skriver mediet RTVE.

Branden finder sted ud ved østkysten mellem byerne Castellón og Teruel, som ligger i nærheden af Valencia.

Slukningsarbejdet er ifølge mediet blevet kompliceret af en stærk vestenvind ved Valencia samt områdets udfordrende geografi og høje temperaturer på mellem 20 og 25 grader.

Indtil videre har myndighederne været nødt til at evakuere 1.500 personer fra flammerne.

Heriblandt 73 beboere på et plejehjem.

Ifølge myndighederne er den ene flanke af branden lige nu under kontrol, men ilden er fortsat aktiv, og brandfolkene kæmper intenst.

Fly og helikoptere deltager også i slukningsarbejdet, men har svære arbejdsvilkår grundet den kraftige røgudvikling.

Hvor det i sommermånederne tit er de høje temperaturer, der giver skovbrande, mistænkes det denne gang at være en afbrænding i forbindelse med landbrug, som er gået galt.