12 medlemmer af juryen i sagen mod politimanden, der dræbte George Floyd holder freden i USA i deres hænder.

»Hvis jeg var jer, så ville jeg indstille mig på, at dette kommer til at tage tid, og håbe  på at det går hurtigt,« Det var beskeden til juryen fra dommer Peter Cahill, ida han sendte juryen ud for at votere. De 12 brugte 4 timer på at debattere sagen i går, og de vil genoptager arbejdet nu.

Klichéen om at hele samfund holder vejret holder faktisk i denne sammenhæng. Så meget er der på spil i den historiske retssag, der er meget tæt på målstregen.

Det indre Minneapolis er helt spærret af, men overalt i USA er der frygt for optøjer, hvis Derek Chauvin frikendes. Hundredvis af nationalgardister er udkommanderet til Minneapolis, hvor der siden en politimand skød og dræbte den kun 20 årige Daunte Wright for få uger siden har været daglige sammenstød mellem demonstranter og politi.

Mandag procederede anklager og forsvarer, og det meget tunge ansvar om at fælde dom i sagen om, hvorvidt Derek Chauvins magtanvendelse mod den 46-årige George Floyd, der førte til Floyds død, er uagtsomt manddrab.

Mange amerikanere har allerede fældet deres dom. På en fortovsbar i Los Angeles diskuterede en gruppe studerende fra Berkeley mandag aften sagens mulige udfald.

»Det ville være vanvittigt, hvis ikke Chauvin bliver dømt. Det hele vil eksplodere, også her. Det ville blive ligesom med Rodney King dengang,« siger John Kapinsky, der vel knap nok kan have været født dengang i 1991, hvor en gruppe politi i Los Angeles gennembankede Rodney King, en 26-årig, sort mand.

Overfaldet blev dengang filmet på video og gik verden rundt. Da fire politifolk i 1992 blev frikendt, eksploderede Los Angeles i voldsomme optøjer.

»Problemet er, at vi reelt ikke er kommet videre. Der er samme dårlige forhold mellem politi og den sorte befolkning. Der er ingen tillid. Jeg tror virkelig, det bliver voldsomt, hvis ikke Derek Chauvin får en lang straf,« siger John Kapinsky til B.T.

Der var yderligere drama i retssagens opløb. Maxine Waters, det californiske medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne, talte mandag dunder over for en forsamling i Minneapolis:

»Vi bliver nødt til at blive på gaden, og vi må blive endnu mere aktive og konfronterende. De skal vide, at vi virkelig mener det. Jeg håber, at han (Derek Chauvin) bliver kendt skyldig, skyldig, skyldig. Hvis ikke, så bliver vi nødt til at blive her.«

Grunden til de tre gange skyldig er, at Derek Chauvin kan dømmes i tre tilfælde. Maximine Waters bemærkninger fik dommer Peter Cahill til at kommentere, at det er respektløst og upassende for en lovgiver at blande sig i en aktiv sag før domskendelse, og at det var ammunition for forsvarets krav om at sagen skal gå om.

Men så langt ville dommeren alligevel ikke gå nu, og derfor venter vi stadig på den 12 mand store jury. De har sagen igennem fået at vide, at de ikke må se nyheder. Men det er nærmest umuligt ikke at blive påvirket af en sag, som millioner følger med i live på tv hver dag, og som har været forsidestof i ugevis.

USA venter i åndeløs spænding på en kendelse, der kan komme i dag – hvis altså de 12 kan blive enige. Udfaldet kan få betydning ikke bare for Derek Chauvin, som risikerer 40 års fængsel, men for hele USA mange år frem.