Asger Aamund er ikke i tvivl.

»Hvis vi skulle starte fra bunden, ville det være en større fordel for den almindelige grønlænder at være en del af USA, end en del af Danmark, som det er lige nu.«

I kølvandet på USAs nye trusler mod Danmark har Grønland, har forretningsmanden og debattøren – der har vist sig som en af landets mest markante Trump-stemmer – et klart bud på, hvordan den betændte situation kan håndteres.

Men også en skarp holdning til Danmarks aktie i, hvordan vi er nået hertil.

»Tanken var, at Grønland skulle svejses helt fast til det danske rige. Men efterfølgende har vi forsømt det og ladet det sejle i egen sø. Vi har ovenikøbet lagt dem på affyringsrampen med selvstyring,« siger Asger Aamund.

»De har en selvstændig tilværelse, men der bor altså kun 55.000 mennesker, hvilket svarer til Haderslev Kommune, og det er ikke muligt for dem at etablere infrastruktur eller en bæredygtig økonomi, så de kan klare sig. Det svarer til, at 1 procent af befolkningen har magt over 98 procent af det danske territorium.«

For nylig ytrede den amerikanske præsident endnu engang et ønske om at annektere Grønland.
For nylig ytrede den amerikanske præsident endnu engang et ønske om at annektere Grønland. Foto: Nicole Combeau/EPA/Ritzau Scanpix

I 1953 blev Grønlands status ændret fra koloni til et ligestillet amt i forbindelse med en ændring af grundloven.

Og netop det skal revurderes med en folkeafstemning, mener Asger Aamund. For så længe, der er selvstændighed, bliver det umuligt for sørge for den tilstrækkelige sikkerhed i Grønland.

»Det at give Grønland hjemstyreordning og den selvstændighed, de har, er helt hen i vejret. De skal selvfølgelig ikke være selvstændige, men en del af landet.«

»Min anbefaling er, at man holder en folkeafstemning, hvor den danske vælgerbefolkning skal afgøre, om man vil gå med til den situation, vi har nu, eller om man vil rulle tingene tilbage til grundloven fra 1953 og gøre Grønland til en stor dansk kommune, hvor man virkelig knytter dem til landet.«

»Det er Christiansborg-politikerne, der dengang har solgt ud af 98 procent af landets territorium uden at spørge befolkningen (danskerne stemte ikke direkte om det dengang, men kun om en grundlovsændring, red.). Og det mener jeg nærmest er samfundskriminelt.«

Ved at indlejre Grønland under Danmark og gøre det til en kommune sidestillet med alle andre, ville det nemlig føre til flere tunge investeringer i landet.

Men det ville også gøre Grønland til et af NATOs kerneområder, siger han.

»Det er fuldstændig utænkeligt, at Grønland bare kan hænge og dingle dér i et vakuum til evig tid. Specielt fordi russerne og kineserne er meget interesserede i området.«

Du kan følge alt det seneste fra den anspændte politiske situation på verdensplan lige her.