Det tog godt 15 måneder at planlægge det store og milliondyre fyrværkerishow, der midtnat skulle markere, at det var nytår i den australske storby Sydney.
Alligevel skete der det, der bare ikke måtte ske under showet, som hvert år tiltrækker sig millioner af seere og tusindvis af besøgende.
Det skriver Sydney Morning Herald.
En fejl havde nemlig sneget sig med ind. Og dét lige midt på Sydney Harbour Bridge med store, oplyste bogstaver.
Det var dog ikke alle, der spottede fejlen, som var godt skjult af det store fyrværkerishow, hvor mere end 8,5 ton fyrværkeri blev sendt på himmelflugt, men nogle vakse brugere på Twitter gjorde efterfølgende opmærksomme på den.
Fejlen bestod i, at der på en pylon på broen stod oplyst: 'Godt nytår 2018'.
I stedet for: 'Godt nytår 2019'.
Det fik brugeren Izzy Erskine til på Twitter at dele et billede af fejlen og skrive:
'Åh nej, det er 2018 igen.'
En anden bruger - Gyanendra Regmi - bemærkede det også:
'Godt nytår 2019. Sydney, er det en tastefejl?'
En talsperson for det storanlagte show - Anna McInerney - forklarer til Sydney Morning Herald, at holdet ikke er tilfredse med fejlen, men at det alligevel har været muligt at grine ad den og komme videre.
»Det tager 15 måneder at organisere en begivenhed af denne størrelse. Det var en fejl, men vi kan berolige med, at det faktisk er 2019,« siger hun.