Forholdet mellem Elon Musk og Donald Trumps administration bliver gradvist køligere.
Nu er techmilliardæren gået i åben krig med en af præsidentens toprådgivere.
Årsagen er, at Elon Musk gerne ser en frihandelszone over Atlanten - som mildt sagt adskiller sig drastisk fra Trumps toldhammere.
Det fortalte Musk fredag via videolink ved en kongres i Firenze, som den italienske vicepremierminister Matteo Salvini arrangerede.
Her nævnte Elon Musk, at han gerne så, at Europa og USA bevægede sig hen imod en 'nul told-situation'.
Donald Trump kommenterede søndag på den økonomiske situation. Se det i videoen her.
Peter Navarro, der er Trumps handelsrådgiver, reagerede lørdag:
»Elon er god, når han helliger sig Doge (Departementet for regeringseffektivitet, red.), men vi forstår, hvad der sker her. Elon sælger biler. Han beskytter helt enkelt sine egeninteresser,« sagde Peter Navarro til Fox News.
Senere samme dag blev diskussion til mudderkast, da Elon Musk sendte følgende svada afsted mod Peter Navarro:
»En doktorgrad i økonomi fra Havard er en dårlig ting, ikke en god ting,« lød det fra Elon Musk på X.
Det Hvide Hus oplyste i sidste uge, at techmilliardæren vil forlade Trumps administration, når hans arbejde er fuldført - uden at sætte en konkret dato på.