Et stort antal illegale indvandrere i Spanien har haft travlt med at søge lovligt ophold under en ordning, som har deadline tirsdag.

Det skriver mediet Politico.

I midten af juni havde over 900.000 søgt, oplyser spanske myndigheder ifølge Politico.

Omkring 360.000 af dem har fået tildelt midlertidig arbejds- og opholdstilladelse. Ikke alle ansøgninger er endnu blevet behandlet.

Det er en del mere end de omkring 500.000, som den spanske regering forventede, da den præsenterede ordningen i april.

Tiltaget giver papirløse migranter en etårig opholdstilladelse i landet, som kan forlænges.

For at komme i betragtning skal ansøgere dokumentere, at de allerede har opholdt sig i Spanien i mindst fem sammenhængende måneder inden 1. januar og har en ren straffeattest.

Argumenterne for tiltaget handler især om økonomi.

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, har forsvaret det som en anerkendelse af de mennesker, der allerede bidrager til Spaniens økonomi.

Sánchez har blandt andet fremhævet fordelene for byggebranchen, der mangler arbejdskraft.

Men den højreorienterede opposition, særligt det yderste højre, vil have en hård kurs over for migranter. Her mener man ifølge nyhedsbureauet AFP, at det tilskynder til mere illegal immigration.

Legaliseringsplanen bringer ifølge Politico den spanske regering på kollisionskurs med den migrationspolitik, der i øjeblikket tegner EU's linje.

Tidligere denne måned trådte EU's asyl- og migrationspagt i kraft. Det markerer, at EU nu for første gang har fælles regler på området.

EU's migrationspagt består af ti retsakter, der skal gøre asylprocessen i EU mere effektiv, skabe ens regler for screening af personer, der krydser grænser, samt sikre en retfærdig fordeling af migranter.

Samtidig er vejen banet for at oprette modtage- og udrejsecentre uden for EU - et ønske, som den danske regering har skubbet på for.

Den spanske regering har tidligere i et brev givet udtryk for modstand mod de nye tiltag. De mener ifølge Politico, at der er "manglende proportionalitet i visse af foranstaltningerne", lød det i brevet.

/ritzau/