En 89-årig bilist pløjede Citroën ind i gruppe af tyske landsholdsryttere på en strækning, hvor det er tilladt at køre 100 km/t.

Seks ud af de syv tyske cykelryttere, som blev ramt af bilen, er kommet til skade. Heraf to alvorligt, skriver Bild.

De er dog begge meldt udenfor livsfare.

Flere har pådraget sig knoglebrud. 

De påkørte ryttere er alle en del af det tyske landshold i banecykling.

Ifølge avisens oplysninger er der tale om en 89-årig bilist.

Den alvorlige ulykke skete mandag morgen på strækningen mellem Palma og Llucmajor på vejen Ma-19a, hvor hastighedsbegrænsningen er 100 km/t.

Klokken 10.20 kørte rytterne ud på en træningstur, der sluttede brat allerede efter 2,7 kilometer.

Den ældre bilist holdt tilsyneladende ikke sikkerhedsafstand og kørte ifølge de første fund næsten uden at bremse igennem gruppen af cykelryttere i en Citroën C3.

Seks af de syv cykelryttere endte i grøften, og politifolk, som ved et tilfælde var på patrulje i nærheden, ydede førstehjælp, skriver Bild.

Ulykkesstedet blev afspærret, og flere ambulancer tilkaldt, hvorefter de tilskadekomne tyskere blev fragtet til forskellige hospitaler i Palma.

Det tysksprogede lokalmedie Mallorca Zeitung beretter om, at der er tale om mænd i alderen mellem 18 og 26 år.

Ulykkesstedet blev afspærret over et større område, og flere ambulancer blev kaldt til stedet. De sårede blev bragt til forskellige hospitaler i Palma.

Gruppens racercykler blev totalsmadret. Den 89-årige bilist testede efter ulykken negativ for alkohol i blodet.