Det, der ved første øjekast så ud til at være et uheldigt cykelstyrt, endte med at koste otte-årige Liam Flanagan fra Pilot Rock i Oregon, USA, livet.

Det skriver lokalavisen East Oregonian.

Lørdag den 13. januar styrtede Liam Flanagan på cykel ude foran sit hjem i den lille by Pilot Rock. Da han faldt, skar enden af hans cykelstyr sig igennem hans bukser og gav den otte-årige dreng et dybt sår på låret.

Hans forældre kørte ham på skadestuen, hvor såret blev syet sammen, og de slog efterfølgende episoden hen som én af mange uheld, som aktive drenge i hans alder ofte kommer ud for.

Det skulle dog vise sig at være meget værre end det.

Adskillige dage senere, gik det op for Liam Flanagans forældre Sara Hebard og Scott Hinkle, at noget var helt galt, da den 8-årige dreng begyndte at klage over en intens smerte i området omkring sin lyske.

Da de kiggede efter, så de, at området var rødt, nærmest lilla - ifølge Scott Hinkle lignede det, at der var koldbrand i benet.

Det viste sig, at en kødædende bakterie ved navn necrotizing facititis, som højst sandsynligt var trængt ind i såret på hans lår sammen med jord og småsten, da han faldt på cyklen, var gået til angreb på hans væv.

Liam Flanagan blev kørt på det lokale hospital, hvor de forsøgte at bortoperere det betændte væv. Derefter blev han sammen med sin mor fløjet til et børnehospital i Portland, hvor kirurgerne i et desperat forsøg på at redde hans liv amputerede flere dele af hans krop.

»De skar ham i bund og grund op stykke for stykke. Næsten hele højre side af ham var væk. De blev ved at skære og håbe. Skære og håbe,« siger Sara Hebard til East Oregonian

En solstråle

Den lille dreng liv stod dog ikke til at redde, og han døde efter et par dage som følge af den sjældne bakterie.

Nu mindes forældrene, hvor meget mod, deres søn viste gennem hele forløbet. Mens han lå i sin hospitalsseng viklet ind i slanger og elektroder, FaceTimede han familie og venner, og grinene og jokede.

»Han sagde til dem, at der blot ville gå et par dage, og så ville han komme hjem. Han var så stærkt og modig,« siger Sara Hebard og tilføjer:

»Han var en lysende solskinsstråle. Han elskede alle, og alle elskede ham. Han var en af de mennesker, der kunne gå ind i et rum og med det samme tiltrække sig alles opmærksomhed.«