En 73 etager høj bygning er blevet evakueret i den kinesiske by Shenzhen, da den pludselig begyndte at ryste.

Myndighederne ved endnu ikke, hvad der er skyld i rystelserne. Tirsdag eftermiddag, da det skete, var der hverken jordskælv eller andet lignende. Det skriver BBC.

Bygningen er 20 år gammel, strækker sig over 300 meter i højden og består af blandt andet butikker med elektronik og kontorer.

Derfor fik man også travlt med at få tømt den for mennesker, da rystelserne begyndte. Herunder kan du se en video fra episoden, der er delt af lokale i området, og som er verificeret af en journalist fra New York Times.

Klokken 15 dansk tid var alle evakueret fra bygningen, og ingen kom til skade.

BBC skriver, at myndighederne i Shenzhen har meldt ud, at der indtil nu ikke er fundet nogen revner i eller omkring bygningen.

Der er heller ikke registreret nogen skader i fundamentet eller ydervægge.

Der bor 12 millioner mennesker i Shenzhen, som er kendt for sine mange shoppingmuligheder og voksende placering på markedet for techindustri.