68-årig tysker tiltalt: Kan have bedøvet og voldtaget over 50 kvinder
Kvinderne anede intet om overgrebene, før de blev kontaktet af politiet.

Kvinderne anede intet om overgrebene, før de blev kontaktet af politiet.

Han er tiltalt for at have bedøvet og voldtaget adskillige kvinder.
Hvor mange ofre, den 68-årige elektriker fra Berlin har forgrebet sig på, forsøger politiet stadig at klarlægge. Men det er mange.
Indtil videre er tyskeren tiltalt for 22 tilfælde af grov voldtægt mod i alt 14 kvinder.
Ifølge avisen Die Zeit er der i alle tilfældene også tale om grov legemsbeskadigelse.
Politiet mener dog, der er flere ofre, og derfor efterforsker de fortsat sagen. Der er muligvis tale om helt op mod 58 ofre.
Paralleller til frygtelig sag i Frankrig
Sagen trækker på flere punkter paralleller til Pelicot-sagen fra Frankrig.
Her blev Gisèle Pelicot gennem flere år bedøvet af sin egen mand, som derefter inviterede fremmede mænd hjem for at voldtage hende.
I årevis anede hun ikke selv, hvad der var på færde, men mandens mange videooptagelser var til sidst med til at fælde ham.
Ud over Dominique Pelicot selv blev 50 andre mænd tiltalt og dømt i sagen.
I den nye sag fra Tyskland er der dog tale om en enkelt mand, som har forbrudt sig mod et stort antal kvinder.
Men mange af kvinderne fik først kendskab til overgrebene, da de blev kontaktet af politiet.
Ifølge anklagemyndigheden blev de bedøvet med en blanding af sovemedicin og alkohol, og derfor kunne mange af dem ikke huske overgrebene.
Også her blev overgrebene filmet, og det var gennem videoerne, at politiet identificerede mange af ofrene.
Mødtes først online
Politiet mener, at den 68-årige har mødt kvinderne på online-datingplatforme.
Overgrebene kom for dagens lys, fordi politiet i Verden an der Aller efterforskede en anden mand for lignende forbrydelser. Under efterforskningen fandt de materiale, som førte dem videre til den 68-årige.
Politiet mener, at de to mænd kendte hinanden og har haft kontakt, og på den måde kom politiet på sporet af sagen fra Berlin.
I marts 2025 blev den 68-åriges lejlighed ransaget, men det var først i februar 2026, at en retsmedicinsk ekspert fandt adskillige videoer af seksuelle overgreb på en af de enheder, som politiet havde beslaglagt.
Han blev anholdt 3. marts.