Et angreb på et hospital i Sudan har kostet 64 personer livet, mens 89 er blevet såret.

Blandt de dræbte er 13 børn.

Det meddeler Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ifølge nyhedsbureauet AFP lørdag.

WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus skriver i et opslag på det sociale medie X, at angrebet - der fandt sted fredag - ramte et hospital i El-Daein i Østdarfur.

- Der er blevet spildt nok blod. Der er blevet påført nok lidelse. Tiden er kommet til at deeskalere konflikten i Sudan og sikre beskyttelsen af civile, sundhedsansatte og humanitære medarbejdere, skriver han.

Ifølge ham var to kvindelige sygeplejersker, en mandlig læge og flere patienter blandt de dræbte.

- Sundhedsvæsenet bør aldrig være et mål (for angreb, red.). Fred er den bedste medicin.

Den sudanske rettighedsgruppe Emergency Lawyers siger, at der var tale om et droneangreb fra hæren.

Siden april 2023 har den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) og Sudans hær kæmpet mod hinanden i landet.

RSF dominerer det store Darfur-område i det vestlige Sudan, men hæren kontrollerer den østlige, centrale og nordlige del af landet.

Ifølge AFP har det RSF-kontrollerede El-Daein ofte været mål for angreb fra den sudanske hær.

Tedros Adhanom Ghebreyesus skriver i sit opslag, at hospitalet er sat ud af drift, fordi det blev påført omfattende skader i angrebet.

Dét udgør "en kritisk afbrydelse af essentielle sundhedsmæssige tjenester", lyder det.

FN's humanitære kontor i Sudan erklærer sig forfærdet over angrebet.

På trods af gentagne fordømmelser fra FN har hospitaler været jævnligt været mål for angreb gennem hele krigen.

Med fredagens angreb er det samlede antal mennesker, der er blevet dræbt i angreb på sundhedsvæsenet under konflikten, ifølge AFP nu over 2000.

/ritzau/