I Norge har et festligt restaurantbesøg vakt opsigt og ikke mindst forargelse. Særligt efter at mindst 60 smittetilfælde kan spores tilbage til én aften på restauranten.

Det skriver NRK, som har delt en video fra den føromtalte aften.

Videoen er optaget på Toldboden i Ålesund på den norske vestkyst.

Her er adskillige filmet på et dansegulv, mens de krammer, danser, synger og råber.

Siden weekenden 17.–18. april, hvor arrangementet fandt sted, kan over 100 smittetilfælde knyttes til restauranten, skriver NRK tirsdag.

Det lokale politi i Ålesund har også fået videoen tilsendt og er siden gået ind i sagen. Politiinspektør Yngve Skovly siger til NRK, at han har set videoen og finder det sandsynligt, at man kan identificere flere på optagelsen.

Politiet skal nu vurdere, om man vil tage kontakt til personerne. Desuden risikerer Toldboden også en straf. Yngve Skovly lægger da heller ikke skjul på, at personernes adfærd kommer bag på ham.

»I og med, at vi er i slutningen af pandemien, så ville jeg da tro, at vi kunne holde os i skindet den sidste tid,« siger han.

Politiker i Ålesund Eva Vinje Aurdal har også været ude at kritisere arrangementet.

Hun siger, at videoen viser »alvorlige brud (på reglerne, red.),«,og at det ikke hjælper noget at vedtage tiltag, når disse ikke bliver fulgt.

Toldboden i Ålesund har efterfølgende været ude at beklage:

»Vi er meget kede af den belastning, vi har påført vores gæster i forbindelse med udbruddet. Det var noget, vi gerne ville have været foruden.«