Omkring 59 personer menes ifølge opgørelse natten til torsdag fortsat at være fanget under murbrokker på Java.

Omkring 59 personer er fortsat fanget under murbrokkerne, efter at en skole på den indonesiske ø Java mandag kollapsede.

Det oplyser en embedsmand fra Indonesiens nationale katastrofe- og beredskabsstyrelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Data opdateret onsdag klokken 23 (klokken 01 natten til torsdag dansk tid, red.) peger på, at 59 personer stadig er fanget under murbrokkerne, siger talspersonen Abdul Muhari i en udtalelse.

Han tilføjer, at tallet kan ændre sig, fordi beredskabet sandsynligvis endnu ikke har kendskab til alle de personer, som overlevede hændelsen og er blevet befriet fra murbrokkerne.

Nogle overlevende menes således endnu ikke at have meldt sig til myndighederne.

Bygningen, der kollapsede, husede en islamisk kostskole i byen Sidoarjo. Byen ligger i provinsen Østjava på Java.

Det har tidligere lydt, at den styrtede sammen under en eftermiddagsbøn med deltagelse af mere end 100 personer - primært børn og unge.

Onsdag oplyste indonesiske myndigheder, at mindst tre personer har mistet livet. Det lød samtidig, at mindst 91 andre var begravet under murbrokkerne.

Senere på dagen skrev BBC, at mindst seks elever er døde i hændelsen, og at der er omkring 100 sårede. Nogle meldes i kritisk tilstand.

Mediet beskriver, hvordan elever, hvoraf de fleste er teenagedrenge, skulle til at gå i gang med fællesbøn, da bygningen begyndte at kollapse.

- Mange, måske hundredvis af personer, skulle til at bede. I det øjeblik hørte jeg lyden at faldende sten. Lyden fortsatte, og den blev højere og højere, sagde den 13-årige overlevende Muhammad Rijalul Quiob ifølge BBC.

Ifølge myndighederne kunne der onsdag - to dage efter ulykken - fortsat høres gråd og råben fra murbrokkerne. Familiemedlemmer havde slået lejr på skolen natten over, mens de ventede på nyt om deres børn.

/ritzau/