De mange skolepiger havde lige fået fri og var på vej hjem.

Kort efter havde en voldsom bombeeksplosion forvandlet området foran deres pigeskole i udkanten af Afghanistans hovedstad Kabul til et regulært blodbad.

Nu er dødstallet ifølge de lokale myndigheder nået op på 58 – hovedparten af dem skolepiger.

Samtidig er flere end 150 andre kvæstet, og læger kæmper for at kunne yde hjælp til dem allesammen.

På gerningsstedet for bombeeksplosionen lå sønderrevne rygsække og brændte skolehæfter bagefter tilbage som dystre vidnesbyrd om, at dagliglivet i Afghanistan på ingen måde er blevet fredeligt, selvom tilbageværende soldater fra USA og Nato ugen før havde indledt deres exit fra Afghanistan.

USA meddelte i april, at alle amerikanske soldater vil være ude af landet senest 11. september.

Tilbagetrækningen af udenlandske soldater har ført til voldsomme kampe mellem afghanske sikkerhedsstyrker og Taliban-oprørere. Begge parter forsøger at bevare kontrollen over strategisk vigtige områder.

Den blodige eksplosion fandt sted foran en pigeskole i det shiamuslimske kvarter Dasht-e-Barchi i den vestlige del af Kabul lørdag aften lokal tid.

Shiamuslimer er et religiøst mindretal i Afghanistan. Tidligere har shiamuslimer været mål for militante fra Islamisk Stat, der er en sunnimuslimsk gruppe.

Et øjenvidne fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at alle de dræbte på nær syv eller otte er skolepiger, som var på vej hjem.

Lørdag beskyldte Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, oprørere fra Taliban for at stå bag angrebet, men en talsmand for bevægelsen har afvist enhver form for involvering og sagt, at Taliban fordømmer ethvert angreb på civile afghanere.

Ofrenes familier bebrejder den afghanske regering og vestlige stormagter for ikke at sætte en stopper for volden og den igangværende krig i landet.

Eleverne på pigeskolen havde lige fået fri, da bomben eksploderede. Mindst 58 er dræbt – og 150 andre såret.
Eleverne på pigeskolen havde lige fået fri, da bomben eksploderede. Mindst 58 er dræbt – og 150 andre såret. Foto: WAKIL KOHSAR
Vis mere

Idet de første begavelser fandt sted tidligt søndag morgen lokal tid, blev lig stadig indsamlet fra lighuse i den vestlige del af Kabul.

Nogle familier ledte stadig efter forsvundne slægtninge søndag, hvor de tjekkede lighuse og samledes uden for hospitaler for at læse navnene på de omkomne på væggene.

»Hele natten har vi båret lig af unge piger og drenge til kirkegården og bedt for de sårede i angrebet,« fortæller Mohammed Reza Ali, som har hjulpet familier til ofre på et privathospital.

»Hvorfor ikke bare dræbe os allesammen og sætte en stopper for denne her krig?,« tilføjer han.