Venezuelas hær har lørdag taget 5600 nye soldater i ed, mens USA øger det militære pres på det olieproducerende latinamerikanske land.

Den venezuelanske præsident, Nicolás Maduro, har opfordret til, at der skrues op for rekrutteringen af soldater til landets hær.

Opfordringen er kommet, efter USA's militær har angrebet flere mistænkte narkosmuglere på havet og har sendt styrker til Latinamerika, herunder verdens største hangarskib.

Ifølge officielle tal råder Venezuela i øjeblikket over 200.000 soldater og yderligere 200.000 betjente.

Maduro har hævdet, at USA har skruet op for den militære tilstedeværelse i Caribien som led i en større plan om at vælte hans regering og overtage landets store olieforekomster.

- Vi vil under ingen omstændigheder tillade en invasion af en imperialistisk styrke, siger oberst Gabriel Alejandro Rendon Vilchez under ceremonien i Fuerte Tiuna, der er det største militæranlæg i Venezuela.

Lørdag melder ngo'en Foro Penal, at den 55-årige oppositionspolitiker og tidligere guvernør Alfredo Diaz, skal have mistet livet i et fængsel, hvor han var tilbageholdt på anklager om terrorisme og opfordring til oprør.

Foro Penal arbejder for at beskytte og forsvare personer, der bliver udsat for politisk forfølgelse i Venezuela.

Diaz er den sjette oppositionspolitiker, der har mistet livet i et venezuelansk fængsel siden november 2024.

En række medlemmer af oppositionen i Venezuela blev sidste år fængslet under omfattende demonstrationer, der brød ud i landet efter et omstridt præsidentvalg i juli 2024, hvor præsident Nicolás Maduro blev ved magten.

Diaz, der var guvernør i delstaten Nueva Esparta fra 2017 til 2021, havde ifølge Foro Penal siddet i isolationsfængsel i et år, hvor han kun en enkelt gang havde fået tilladelse til at få besøg.

Ifølge ngo'en er der i øjeblikket mindst 887 politiske fanger i Venezuela.

/ritzau/AFP